Opskrift på hotdogs med agurkesalat og tomatsalsa
Det er blevet en tradition, at vi afslutter en børnefødselsdag for familien med hotdogs. Det er egentligt helt forfærdeligt, for man er i forvejen fyldt helt op af boller og kage. Jeg har forsøgt at afskaffe traditionen, men så er der flere der bliver skuffede. Så hotdogs må der være!
Det særlige ved mine hotdog er tilbehøret. Vi serverer naturligvis det sædvanlige ketchup, sennep og ristede løg. Men herudover laver jeg agurkesalat og tomatsalsa, som får hotdogs til at smage himmelsk.
Agurkesalat med hyldeblomst
1 agurk
1 dl koncentreret hyldeblomstsaft
1½ spsk. æbleeddike
Salt og friskkværnet peber
Skær agurken i tynde skiver. Bland hyldeblomstsaft, æbleeddike, salg og peber og tilsæt agurkerne.
Tomatsalsa
500 g cherrytomater
2 forårsløg
1 rød chilli
2 tsk. rød balsamicoeddike
1 tsk. flydende honning
Salt
Skær tomaterne i små tern. Skær forårsløgene i tynde skiver. Fjern kernerne fra chilien og hak den fint. Tilsæt balsamicoeddike og honning og bland det hele sammen. Smag til med lidt salt.
Skriv en kommentar