Opskrift på hjemmebagt brunsviger
I min familie er kagemand lig med brunsviger. Det var faktisk først, da jeg mødte min mand, at jeg fandt ud af, at kagemand ikke er det samme som brunsviger i hele landet. Meget mærkeligt!
På Fyn mener de godt nok, at de har patent på brunsvigeren, men os der kommer fra Nordjylland kan altså også bage brunsviger.
Brunsviger er god til kagemand, men der behøver nu ikke at være en særlig lejlighed for at bage en brunsviger. Det er dog efterhånden ikke så tit, at jeg bager brunsviger, da alt det hvide brød ligger noget tungt i maven. Men det smager bare så forbandet godt😊
Heldigvis er mine børn begyndt at efterspørge brunsviger til deres fødselsdag, og hvad de ønsker, skal de få. En ægte kagemand eller dame skal naturligvis pyntes med slik og have sliksnørebånd som hår. Og man skal huske at skrige, når kagemanden eller damen bliver halshugget.
Det skal du bruge
500 g mel
50 g sukker
75 g smør
50 g gær
½ tsk. Salt
½ tsk. kardemomme
3½ dl lunken mælk
Remoncen
125 g smør
170 g brun farin
2 spsk. Mørk sirup
1 spsk. Kanel
Sådan gør du
Lun mælken i mikrobølgeovnen eller en lille gryde. Smulder gæren i skålen og hæld mælken over. Sørg for at al gæren bliver opløst. Tilsæt smør, sukker, salt og kardemomme. Tilsæt melet lidt efter lidt mens du ælter dejen sammen.
Lad dejen hæve et lunt sted i ca. 30 minutter.
Lav imens remoncen. Kom alle ingredienserne i en lille gryde. Varm langsomt massen op mens du rører. Det skal blive til en ensartet masse. Hold remoncen varm indtil dejen er færdig med at hæve.
Rul dejen ud og kom den i en bradepande foret med bagepapir. Lad dejen hæve 10-20 min. Prik små fordybninger i dejen med en finger, så remoncen har steder at lægge sig. Hæld remoncen over dejen.
Brunsvigeren skal bage ca. 12 minutter i 180 grader varmluft.
Brunsviger smager bedst samme dag, som den er bagt og kan sagtens fryses.
Skriv en kommentar