Opskrift på nem og lækker chokoladekage
Denne kage er perfekt til at tage med til klassens time, juleridestævne eller alle mulige andre steder, hvor man som børnefamilie ofte skal have kage med.
Kagen smager utroligt godt, især i forhold til hvor nem den er at lave. Det er en opskrift, jeg har fra min mor, men den er opdateret lidt til 2017, hvor det jo efterhånden ikke er normalt at have kærnemælk i køleskabet . Tror også at min mor bruger margarine, men jeg er altså gået over til smør.
Kagen er pyntet med glasur og krymmel i form af små heste. Perfekt til at medbringe til Anna Kirstines juleridestævne som vores lille ydmyge bidrag til fællesskabet. Der er så mange mennesker, der bruger deres tid på at få sådan en dag op at stå for alle de søde små piger og drenge, som går til ridning. Jeg har ikke rigtigt forstand på heste, men bage det kan jeg da.
Til kagen på billedet har jeg kommet bagepapir i bunden. Et smart trick jeg lærte sidste år til ridestævnet, når man skal aflevere sin kage i cafeteriet og gerne vil have sin bageform med hjem igen. Så er den lige til at vippe ud og klar til at sælge i mindre stykker😊
Det skal du bruge
75 g smør
300 g sukker
2 æg
300 g mel
50 g kakao
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
½ tsk vanillesukker
1 dl A38
1 dl mælk
Sådan gør du
Rør smør og sukker sammen. Tilsæt æggene et ad gangen. Tilsæt herefter de resterende ingredienser og rør det hele godt sammen. Kom massen i en smurt bageform på ca. 24×34 cm.
Bag kagen i ovnen i 15-20 min ved 180 grader varmluft.
Skriv en kommentar