Madplan uge 7 2018

Vinterferie betyder, at jeg holder fri fra madplanen. Vi tager det lidt, som det kommer og køber ind af flere omgange. Det er ikke den mest effektive fremgangsmåde eller særligt økonomisk, men jeg skal også holde lidt fri engang imellem.

Fastelavn

Mormor havde lavet fastelavnsris med børnene weekenden før og givet penge til slik. Det fik jeg købt lørdag og insisterede på, at det skulle på risene, så vi kunne tage et billede til mormor (og sikre lidt social kapital på Instagram 😊). Børnene syntes hvis, at det var lidt omsonst, da de hurtigt  ville tage slikket af igen. Lørdag fik vi også bagt fastelavnsboller – til eftermiddagskaffen og til dagen efter, hvor vi skulle besøge Rasmus lillesøster i deres nye hus i Vejle. Det blev faktisk de bedste fastelavnsboller, jeg nogensinde har lavet. Opskriften følger på bloggen senere. Og de smagte også godt dagen efter i Vejle.

Hotel Vejlefjord

Vi fik et gavekort til Vejlefjord i august. Det skulle naturligvis bruges. Og da turen ikke går til Tenerife i år, var en tur i deres wellness afdeling det næst bedste. Søndag eftermiddag var vi en tur i Saunagus, hvor vi fik duft af citrusfrugter, lakrids og gin-tonic (som det åbenbart hedder efterhånden). Om aftenen fik vi en dejlig treretters menu. Bagefter tog vi badekåberne på igen og gik tilbage til spaafdelingen. Der var næsten ingen mennesker, så det var super romantisk med fyrfadslys og ild i pejsen. Dagen efter fik vi efter en god morgenbuffet en plads foran pejsen i spaafdelingen, hvor vi sad i ro og fred og læste. Rasmus blev siddende, mens jeg fik en skøn og afslappende ansigtsbehandling. Det kan godt anbefales 😊

Flytte og rydde op projektet

Tirsdagen brugte vi på at få flyttet alt vores habengut fra loftet til et depotrum hos Boxit og på at få gjort lidt rent. Det er svært, når man ikke ved, hvor det ender. Skal vi flytte eller skal vi ikke? Men samtidig nytter det heller ikke noget at udskyde arbejdet. Vi kan tids nok få travlt, hvis vi skal sætte huset til salg. Nu har vi lejet et rum til alt det overflødige, så det ser godt ud. Hvis ikke det bliver til noget, må vi bide i det sure æble og flytte det tilbage igen. Vi får besøg af ejendomsmægleren torsdag og får forhåbentlig lidt mere klarhed  over, hvordan vi går videre.

Valentinesdag

Vi er ikke helt op at ringe over denne amerikanske holiday, men lidt hjerter og en god anledning til at få noget lækker på bordet skal man da ikke lade gå fra sig. Planen er lige nu at vi skal have noget med fisk og en dessert med vanilleis, baileys og jordbær. Men nu må vi se, for i skrivende stund er vi alle lidt trætte. I formiddags var vi i svømmehallen, og det bliver man altså lidt mat af.

Ellers har vi ikke de store planer for resten af ferien. Vi har snakket om at tage ud at spise sammen som familie,  men har ikke lige fundet ud af, hvad  det skal være endnu. Vi skal nok også kigge lidt mere på oprydning. Der skal bages flere fastelavnsboller til fastelavnsfest i Anna Kirstines klasse, og vi skal slappe af og hygge os.

Lignende indlæg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.