Madplan uge 6 2018
Alle gode planer kan komme til kort. I sidste uge blev vi ramt af omgangssyge (jeg var dog så heldig at slippe) og fik ikke spist alt det, som stod på madplanen. Derfor er der nogle gengangere i denne uge. Det er godt nok, for så kan vi spare lidt. Vi forsøger i øjeblikket at leve på budget, så vi kan overbevise vores bankrådgiver (og egentligt også os selv) om, at vi kan leve med et bestemt rådighedsbeløb, hvis vi køber hus. Det er en fornuftig og tankevækkende øvelse at blive mere bevidst om, hvad vi går og bruger pengene til. Og ikke mindst er det vigtigt, at vores budget er realistisk, så livet ikke bliver alt for surt på bekostning af et nyt hus.
1 års jubilæum
Første februar fejrede jeg min etårsdag i Jyske Bank. Jeg nyder i øjeblikket, at ikke alting er nyt længere, og at der faktisk er nogle ting, der kører på rutinen igen. For første gang oplevede jeg dog også at savne TDC lidt, da de gik ud med deres store nyhed om opkøbet af MTG Nordic. Det må have været en spændende dag. Men realistisk set ville det nok ikke have betydet så meget for min arbejdsdag, så jeg har ikke fortrudt, at jeg er kommet videre. Og heldigvis sker der også meget i Jyske Bank i øjeblikket, så jeg har nok at se til.
Vinterferien nærmer sig
Ellers glæder vi os over, at der kun er en uge til vinterferie. Rasmus og jeg har en overnatning på Hotel Vejlefjord, mens børnene bliver passet hos Bedstemor og Bedstefar. Resten af ferien skal vi bruge på at rydde op på vores loft med videre for at gøre huset mere salgsklar – hvis det lykkes os at komme der til. Det er under alle omstændigheder godt at få ryddet lidt op.
Og så skal vi selvfølgelig hygge os. Vi har snakket om at tage ud at spise alle fire, hvilket ikke sker så tit, og Anna Kirstine vil pludseligt forfærdeligt gerne i svømmehallen, så mon ikke også det kommer på programmet.
Skriv en kommentar