Opskrift på nemme fiskefrikadeller med pæresalat
En af klassikerne på madplanen er fiskefrikadeller med Jamie Olivers pæresalat. Fiskefrikadellerne er de nemmeste i verden, for det er bare købt fiskefars, som formes til frikadeller og steges på panden. Dog er det vigtigt, at du køber en god fiskefars. Vi køber altid Pernille´s. Den fås i flere supermarkeder i Århus. Vi har en gang prøvet at købe en mere ”standard” fiskefars fra køledisken. Det var ikke en succes!
Pæresalaten er en opskrift fra Jamie Oliver, som jeg har tilpasset til lidt mere tilgængelige ingredienser. Som tilbehør får vi hummus og brød. Jeg køber som regel færdiglavet hummus, for jeg synes ikke, at det er besværet værd at lave det selv. Men her gælder samme regel som for fiskefars. Det skal være af god kvalitet. Heldigvis kan man efterhånden købe god hummus i mange butikker.
Når vi har muligheden for det, køber vi dog hummus i den lille tyrkiske bod i Storcenter Nord. Her kan man også få de bedste tyrkiske brød. Jeg køber gerne flere ad gangen, så jeg har nogle til fryseren. Det er nemlig ikke ret mange steder, man kan få dem.
Børnene er ikke vilde med pæresalaten. Vi laver derfor som regel en omgang pastaskruer og serverer nogle agurk og gulerodsstænger til.
Pæresalat – det skal du bruge
Rucola eller blandet babysalat
Gode smagfulde pærer
Grana padano (eller lignende ost)
Valnødder
Lidt citronsaft og olivienolie
Salt og peber
Sådan gør du
Skyl og tør salaten. Pres lidt citronsaft ud over salaten og dryp med olivenolie. Skær pærerne i aflange stykker og kom i salaten. Riv ost i store flager hen over. Knus valnødderne lidt og drys dem over salaten. Krydder til sidst med lidt salat og godt med friskkværnet peber.
Salaten er bare god
Tak jeg er glad for at du kan lide den
Hej.
Jeg vil høre om det er okay at vi deler din opskrift og blog på vores facebook side.
Venlig hilsen
Pernilles Fiskefars
Hejsa
Ja det må I meget gerne. Tak fordi I spørger. Og tak for et godt produkt:-)
Med venlig hilsen
Anne-Mette