A for Arbejde

Meningen med livet? Mad på bordet? Realiserer jeg mig selv, eller går jeg på arbejde for at tjene penge?

Min far sagde altid ”Hvis arbejde er så sundt, hvorfor så ikke give det til de syge?”.

Sådan kan jeg ærligt talt også godt tænke nogle dage, når vækkeuret ringer klokken seks om morgenen og trædemøllen atter skal i gang.

Min far lever i øvrigt i bedste velgående men er gået på pension, så han siger det ikke så ofte længere:-)

Men hvad er så sandheden om mig og arbejde? Det moderne svar er naturligvis, at jeg lever for mit arbejde. Det definerer mig som menneske og giver mit liv mening.

Men ærligt talt, hvis jeg kunne tjene det samme, uden at gå på arbejde hver dag, så ville jeg nok gøre det.

A for Arbejdsglæde

A kunne også stå for arbejdsglæde. Det er sådan en rigtigt buzz-word, som alle virksomheder med respekt for sig selv beskæftiger sig med.

Budskabet fra de forskellige management guruer er ofte, at arbejdsglæde er noget, du vælger til.

Ja tak for den, tænker man så, endnu en ting, som jeg har svært ved at lykkes med. Alle de andre går rundt og har så meget f…. arbejdsglæde, mens jeg primært glædes over de penge, der går ind på kontoen sidst på måneden. Hvad er der i vejen med mig?

A for Angst for ikke at slå til

A kunne også stå for angst for ikke at slå til – på mit arbejde, som mor, som hustru, som menneske.

Døgnet har kun 24 timer. To tredjedele (eller måske endda lidt mere) bruger jeg på at arbejde og at sove. På den sidste tredjedel skal jeg så nå at være lidt sammen med mine børn, lave mad, rydde op, putte, få lidt motion og en gang i mellem vise min mand lidt opmærksomhed. Det kan dælme være stressende!

A for Afslappet

Heldigvis kan A også stå for Afslappet. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg aldrig været rigtigt stresset over mit arbejde. Selvfølgelig er der krav og deadlines, men i forhold til to børn der skændes, et hus der flyder og tre gryder på komfuret mens der snittes salat, så er det næsten som en ferie at komme på arbejde ind imellem.

Her kan jeg tænde for computeren. Hente en kop te, tjekke min mail i ro og fred og lige så stille komme i gang med dagen.

Det er vel også en form for arbejdsglæde:-)

Lignende indlæg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.